Autocampertræf Asaa Havn – 2021

Det tilbagevendende autocampertræf i Asaa ─ en festlige events i træfkalenderen

1840

Autocampertræffet på Asaa Havn er er efterhånden blevet en årlig begivenhed. Det 3. af slagsen er netop blev gennemført i den forgangne weekend, og de fleste har efterhånden vænnet sig til, at træffet løber af stablen 2. weekend i september.

Autocampertræf for alle

Ved dette års træf var der tilmeldt hele 81 autocampere. De mange autocamperfolk kommer fra alle egne af landet, og de kommer alle fra forskellige foreninger og nogen helt uden at være medlem af en forening. Og det er da også en af tankerne med træffet. Her er plads til alle, uanset om man er medlem af den ene eller den anden autocamperforening, eller man slet ikke er medlem af nogen.

Store forventninger

Alle deltagere mødte forventningsfuld op, og Asaa Havn har de foregående år sat baren højt, og de mange fremmødte håbede derfor på, at arrangementet igen kunne leve op til forventningerne. Og det gjorde det IGEN.

Som deltager er jeg ganske ydmyg, når så mange lokale gør så stor en indsats for, at autocampereturisterne skal føle sig velkommen. Den søde, smilende og ihærdige indsats varede hele weekenden, og der skal fra min side lyde en kæmpe tak til de mange, som gjorde denne herlige begivenhed mulig.

Initiativ og engagement

Det er skønt at se, at så mange frivillige bruge tid og har lyst til, at sørge for at vi andre får en god oplevelse. Og selv om man siger, ”ingen nævnt, ingen glemt”, så kan jeg alligevel ikke lade være med at fremhæve Thomas Nymann Geller. Han har mange kasketter på i det lille lokalsamfund, og det ville kræve mere end én A4-side at nævne dem alle sammen. Thomas er omdrejningspunktet i at skabe rammerne omkring træffet. Hans meget initiativrige væsen gør, at det hele kører, som smurt i olie. Det er sjældent at se så meget initiativ og engagement.

Velkomst med blæserorkester

Langt de fleste af de 81 autocampere kunne holde med en skøn udsigt over Kattegat

De mange autocampere ankom i løbet af fredag eftermiddag, og de blev anvist plads rundt omkring på havnen. Langt de fleste kunne holde med en skøn udsigt over Kattegat.

Den officielle velkomst blev udført i Den Røde Hal, og Thomas stod herfor. Der blev i den anledning serveret kaffe og kage og det hele blev akkompagneret af det lokale Geraa Engvejens Orkester, som har blæsere i alle størrelser. De var medvirkende til, at stemningen for weekenden blev lagt allerede fra velkomsten.

Fredag aften blev der hygget i Den Røde Hal. Nogen havde valgt at medbringe egen mad, og andre havde benyttet sig af muligheden for at få mørbradgryde med enten kartoffelmos eller ris. Desværre var de mange autocampere lidt mere sultne end leverandøren af maden havde forudset, men heldigvis blev der hurtigt rådet bod herpå, og i løbet af ganske kort tid var der fremskaffet stjerneskud og pizza, så alle kunne blive mætte.

Lørdag eftermiddag med elektrisk stemning

Sten Sørensen fra Alt om Autocamperen orienterer omkring lithiumbatterier og muligheden for at blive uafhængig af landstrøm

Efter kaffe og friske rundstykker, som blev serveret i Den Røde Hal, var stemningen ved at blive elektrisk. Her havde Alt om Autocamperens ekspertteam arrangeret et foredrag for alle interesserede. Emnet var ”uafhængig af landstrøm”.

Per Ræbild indledte med en generel orientering om strøm i autocamperen. Sten Sørensen og Ole Poulsen orienterede derefter på et mere detaljeret niveau. Deltagerne udviste stor spørgelyst.

Der var til lejligheden lavet et en plade med et eksempel på en komplet installation af strøm. Opsætningen viste alle de enkelte produkter, der skal til, hvis man gerne vil nærme sig en tilstand, hvor man kan gøre autocamperen stort set uafhængig af landstrøm.

Frederik Nielsen fra Alt om Autocamperen arbejdede utrætteligt hele weekenden ─ Både med installationer og dybdegående forklaring på alt om strøm i autocamperen, og han brugte desuden tid på, at lave lidt justeringer for folk, som allerede havde installationer i deres autocampere.

Desuden fortsatte Alt om Autocamperen resten af dagen med at orientere og svare på spørgsmål. Her var det dog i mindre grupper eller på tomandshånd, så alle, der var interesserede, kunne få svar på deres spørgsmål.

Frokost på havnen

Langt de fleste deltagere spiste frokost på havnen. Og den til lejligheden opsatte pølsevogn var et stort hit. Duften af frankfurtere og hotdogs var svær at modstå, så der opstod i perioder lidt kødannelse ved pølsevognen. Heldigvis fik alle, der havde lyst, stillet deres sult med de populære pølseprodukter.

Asaa Havn ─ en havn med lidt for enhver smag

Den lokale vinterbadeklub havde arrangeret en tur i Kattegat for alle interesserede, og efterfølgende kunne deltagerne få varmen i vinterbadernes sauna.

På havnen er der også et interessant museum. Her var dørene også slået op i anledning af træffet. Museet dokumenterer livet på havnen både i nutiden og i fortiden. Der er mange interessante effekter, og man kan få en god fornemmelse af fiskernes hårde liv på havet. Man kan blandt andet se en kabys, som er skåret direkte ud af en fiskekutter.

Der blev også brugt en del tid på at ”sparke dæk”, og mange var rundt og hilse på hinanden og tale om løst og fast.

Lørdag aften med et brag af en fest

Hopless med Thomas Nymann i front forstod at få folk på dansegulvet, og det var stort set fyldt fra start til slut

Lørdag aften blev uforglemmelig. Feststemningen var i top hele vejen rundt, og det var lige fra første sekund.

Efter den udsøgte middag, blev der spillet op til dans af orkesteret Hopeless, og naturligvis har Thomas også en finger med i spillet her. Thomas leverer en forrygende vokal til de meget populære toner fra orkesteret. Aftenen igennem blev hans sang suppleret af trompeter og andre instrumenter.

I et hjørne af hallen var der opsat en bar, Østkystbaren, som foruden et godt sortiment til særdeles rimelige priser kombineret med et godt humør, var medvirkende til, at alle de mange autocamperfolk fik, hvad de havde lyst til.

Også i forbindelse med festen blev pølsevognen åbnet. Så der blev indtaget rigelige mængder pølser indimellem dansene.

Hopeless spillede og underholdte til et stykke efter midnat, og festen blev som altid i Asaa til et brag af en fest.

Søndag med gudstjeneste

Sognepræst Jeanette Nymann Geller havde i dagens anledning flyttet gudstjenesten til den Røde Hal på Asaa Havn, det blev en behagelig oplevelse

Efter den friske morgenkaffe kombineret med rundstykker havde Thomas sat en gudstjeneste på programmet. Og selv om oddsene for at få mange deltager efter en fest, som havde varet til langt ud på natten, var lave, så var der rigtig mange deltagere.

Deltagerne fik en yderst behagelig gudstjeneste. Præsten, Jeanette Nymann Geller ─ som udover at være præst også er gift med Thomas ─ holdt en prædiken over temaet bekymring. Det er nok begrænset, hvor mange af Jeanettes normale prædikener, som indeholder ord som solceller og litiumbatterier. Men hun formåede til stor begejstring at få dette med. Postludiet var også en smule utraditionelt men ikke desto mindre helt i autocamperfolkets ånd. Deltagerne kunne nemlig på præstens opfordring skråle med på ”Er du dus med himlens fugle”.

Sammenfatning af weekenden

Efter gudstjenesten var der opbrud, og de mange autocamperfolk drog hvert til sit. Men der er nok ingen tvivl om, at der er mange autocamperfolk, som allerede nu ser frem til næste års træf på Asaa Havn.

Min samlede oplevelse af weekenden er, at det var en fantastisk weekend med masser af feststemning og godt humør og et helt igennem velarrangeret træf fra værternes side. Der opstod enkelte problemer omkring den bestilte mad, men det har både leverandøren og arrangørerne heldigvis lært noget af, og der blev heldigvis også fundet hurtige løsninger, så ingen gik sultne i seng.

Alt om Autocamperen og Thomas sluttede heldigvis af med lade os vide, at de gerne står for gennemførslen af et lignende arrangement igen til næste år. Det er vi nok mange, som gerne vil bakke op om.

Jan Mattsson
Jan er pensioneret fra Forsvaret. Jan har tilegnet sig mange kompetencer, blandt andet via udstationeringer og udsendelser til forskellige verdensdele i forbindelse med jobbet hos forsvaret. Jan og hans kone Bente har selv autocamper. De har kørt autocamper i rigtig mange lande. Jan er tilknyttet Alt om Autocamperen som freelance skribent.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her