Falster er en helt fantastisk oplevelse. Vi besøgte blandt andet Hesnæs Havn i Stubbekøbing, (campercontact Sitecode 68191). Prisen for en overnatning er 130,00 kr. for en overnatning. Der er dog ingen tømmemuligheder.

Idyl for alle pengene

Hesnæs er idyllisk placeret på østsiden af Falster og efter sigende har Adam Oehlenschläger haft stedet i tankerne, da han i 1820 forfattede “Der er et yndigt land”.

Området er smukt, og de store skovområder, der strækker sig mange kilometer mod nord og syd, består blandt andet af løvskov med bøg, eg, ahorn og ask. Træerne vokser helt ud til kystlinjen og giver nogle helt spektakulære panoramaudsigter.

Husene ved Hesnæs er næsten alle beklædt med måtter af strå ─ en tradition fra tidligere tider, der stadig holdes i hævd. Formålet er at beskytte mod Østersøens salt, havgus og blæst.

Rørklædte huse ved Hesnæs

Fantastisk cykelterræn i smuk natur

Sædvanen tro blev det til Mountainbiketure i området ─ blandt andet til Gedser langs cykelrute 8. Midt i skovområdet møder man en interessant bygning, som ligger helt ud til kysten, Generalens Lysthus. Huset er opført af generalmajor J. F. Classen i 1786. På bygningen kan man endnu se den oprindelige inskription “Wer Ruhe hat, der findt Sie hier” (Den som ønsker ro, finder den her).

Generalens Lysthus på østkysten af Falster

Huset rummer med garanti nogle artige historier om vellevned på generalens tid. I dag ejes og vedligeholdes bygningen af “Det Classenske Fideicommis” (i øvrigt samme forening, til hvem man betaler for overnatning på autocamperpladsen).

Bøtøskoven ─ naturreservat med blandt andet “vilde” heste

Syd for Marielyst ligger Bøtøskoven, som er et kæmpe naturreservat med stor diversitet. Her er blandt andet sjældne sommerfugle (40 forskellige arter), og i skoven lever også skotsk højlandskvæg og vilde heste helt på naturens egne præmisser. Området er så specielt, at man føler sig hensat til et canadisk skovområde, så specielt er området. Vi kan anbefale turen hertil. Områder er virkelig værd at køre efter.

Hvis man ikke lige har mod på at cykle langt, så kan der naturligvis også køres i autocamper. Der ligger også en rigtig god autocamperplads på Gedser Lystbådehavn (Campercontact sitecode 2)

Mental wellness i Falsters skønne natur

Et fantastisk terræn med gode muligheder for gå- og cykelture

Falster er et genialt sted for autocamperturister. Der hersker en afdæmpet ro. Der er fantastisk natur, og landskabet er præget af landbrug i varierende størrelser.

Når man som os kommer fra det forblæste Vestjylland, så lægger man i høj grad mærke til, at vinden er langt blidere her.

Vi kommer helt sikkert tilbage til denne pragtfulde del af vores kongerige.

Jan er pensioneret fra Forsvaret. Jan har tilegnet sig mange kompetencer, blandt andet via udstationeringer og udsendelser til forskellige verdensdele i forbindelse med jobbet hos forsvaret. Jan og hans kone Bente har selv autocamper. De har kørt autocamper i rigtig mange lande. Jan er tilknyttet Alt om Autocamperen som freelance skribent.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her