På denne tur besøgte vi den helt vidunderlige autocamperplads, Skødshoved Bro (campercontact Sitecode: 97866). Pladsen ligger i Syddjurs Kommune. Når man studerer et kort i en god målestok (1:50 000), så kan man se, at der i området findes flere markante “hoveder”, Øhoved, Mols Hoved og Skødshoved. Selve autocamperpladsen ligger idyllisk ved den gamle havn, som i øvrigt har en superinteressant historie. Når man har parkeret autocamperen, har man et 180º udsigt ud over Århus Bugt. Udsigten er med til at gøre dette sted til et oplagt sted at fejre nytårsaften. Når man har betalt afgiften for parkeringen, så har man adgang til havnens faciliteter, som blandt andet tæller et offentligt toilet.

Havnens tilblivelse og en genoptagelse af turistfarten fra Århus til Skødshoved Bro

I årene optil det 1900 århundrede blev det besluttet at etablere en Skødshoved Bro (som nu er en hyggelig jollehavn). Processen blev en langsommelig affære med politiske forviklinger og meget andet. Men faktuelt stod broen færdig i 1901, hvor jomfruturen også foregik

Et pakhus indgik i projektet, og dette står stadig på havnen og minder om en svunden tid med større erhvervsaktivitet på havnen. Pakhuset har i dag fået et helt nyt liv. Det er kontor for havnemesteren, og der er indrettet et offentligt toilet her, og endvidere er det her faciliteterne for de betalende gæster findes. En imponerende og flot bygning med mange fine detaljer.

Det gamle Pakhus har fået en ny funktion, nu er det her man finder de offentlige toiletter, og de betalendes faciliteter, endvidere har havnemesteren sit kontor her, det er også her du finder betalingsinformation. Pakhuset er en smuk og stilig bygning, der vidner om en anden tid.

Ideen med at lave havnen var flersidet. Dels kunne der transporteres turister til Mols, og dels kunne der sejles varer fra Mols til Århus. Århus Dampselskab besejlede broen indtil midten af 1930’erne. I dag barsles der med tanker om at genoptage sejladsen. Nogle iværksættere har brugt tid og penge på at renovere et gammelt træskib, MS Tunø, som er fra 1965. Skibet er tiltænkt at foretage turistsejlads fra Århus til Skødshoved. Det betyder, at man, hvis man trænger til at komme lidt ud af Århus, så kan man på mindre end en time sejle til Skødshoved.

Herregården Isgård ─ en perle i landskabet

Sædvanen tro skulle området udforskes på MTB, idet vi havde forberedt at ville se Herregården Isgård, se hvor Flintsmeden holder til, og endelig skulle Ryes Skanser genses. Og så skulle vi naturligvis nyde en is ved Helgenæs Fyr.

“Når vi kører rundt i landet, er det altid de lokale historier, som tiltrækker os. Vi sætter stor pris på at mærke naturen og lade fantasien give en forestilling om livet, som det var engang”

Når man cykler fra autocamperpladsen i sydvestlig retning, kan man se og føle, hvorfor det også hedder Mols Bjerge. Højdemeterne er virkelig markante, og de giver en god fornemmelse af terrænet. Efter kort tid kan man se Herregården Isgård, som ligger helt idyllisk i landskabet. Den fremstår i særdeles god stand, velholdt og meget ryddelig.

Hovedbygningen fremstår i meget klassisk Herregårdsstil, og vidner om en svunden tid. Hovedbygningen er opført i slutningen af 1890’erne af J.H. Krieger.

Herregården, som ligger tæt ved middelaldervoldstedet Egsgaard, måler otte meter i tværmål på toppen. Ejerrækken går helt tilbage fra 1200-tallet, og den har bland andet tilhørt biskoppen i Århus. Efter Reformationen blev ejendommen af overtaget af Kronen, som i 1544 sælger gården til adelsfamilien Sandberg. Siden da har Isgård været i privateje. Hovedbygningen som er trefløjet, er dog af nyere dato og således opført ultimo 1800-tallet. De omkringliggende bygninger er fra 1700-tallet og flere af disse opført i kampesten. Den offentlige vej gennemskærer herregårdens område, så på trods af de private ejerforhold, så kan man sagtens få en fin fornemmelse af områdets pragt.

General Ryes Skanse ved landtangen adskiller halvøen Helgenæs fra Mols

Vores tur fortsatte mod Helgenæs, og når man er på de kanter, så er det “et must” at se skansen, og især når man har en fortid i det danske forsvar.

General Rye var en ikonisk, dygtig og meget dristig officer. Han var af Norsk afstamning og kom til den danske hær i skuffelse over unionen mellem Norge og Sverige. Han steg hurtig i graderne og deltog i Treårskrigen mod Tyskerne i 1848 til 1850. Han faldt under kampene i forbindelse med udfaldet fra Fredericia i juli 1849, og hans mod og dristighed gjorde, at han blev betragtet som en af de helt store helteskikkelser.

Mindestenen ved Rye Skanse, opsat i 1924 nedenfor skansen. Stenen er siden hen blevet flyttet op på selve skansen.

Rundt omkring i Danmark kan man se flere stedbetegnelser der har afsæt i netop General Rye. Baggrunden for skanserne skal ses i den opgave som General Rye fik efter kampene mod Tyskerne, som var trængt op i Jylland. Den danske hær var under pres. Blandt andet var en hærafdeling blevet belejret ved Fredericia.

General Rye fik til opgave at “trække” så mange fjender med sig mod nord for at lette presset på de indesluttede styrker ved Fredericia. Generalen holdt kampføling med fjenden, og trak sig successivt mod nord. Efter en træfning ved Vejlby bakke ved Århus, hvor fjenden blev påført store tab, og der dermed var mulighed for at udskibe General Ryes styrker fra Helgenæs.

Tilbagetrækningen var forberedt dels ved anlæggelse af et skanseanlæg ved Dragsmur på det ca. 400 m bredde landstykke ved overgangen til Helgenæs og dels ved anlæggelse at anløbsbroer med henblik på udskibningen.

Der var ingen kamphandlinger i forbindelse med skanseanlægningen. Udskibningen foregik således planmæssigt og General Rye og hans brigade blev sejlet til Fredericia for at forstærke de indesluttede danske styrker.

Udfaldet fra Fredericia kunne kun ske efter forstærkningen med General Ryes brigade. Som bekendt blev udfaldet en succes, og de Danske styrker stod som sejrherre. Udfaldet og forstærkningen demoraliserede Tyskerne i den grad at det blev enden på Treårskrigen.

Når vi kører rundt i landet, er det altid de lokale historier, som tiltrækker os. Vi sætter stor pris på at mærke naturen og lade fantasien give en forestilling om livet, som det var engang.

Flintsmeden er et besøg værd

Den sidste ting vi ville besøge, var Flintsmeden, som bor på en gård lige udenfor Skødshoved Havn. Han havde desværre lukket, så det indgår i programmet, når vi igen kommer til Skødshoved. Der er ingen tvivl om, at dette er et interessant sted. Se hans hjemmeside, og døm selv.

Konklusionen på vore mikroeventyr er, at dette område indeholder muligheder for rigtig mange dages opdagelse. De meget spændende gamle byer med en infrastruktur, som er bibeholdt, som det så ud i gamle dage og de gamle flotte kirker og kystlinjen ─ “ We will be back”.


Billedalbum fra turen

Klik på et af billederne, og scrol igennem albummet

Jan Mattsson
Jan er pensioneret fra Forsvaret. Jan har tilegnet sig mange kompetencer, blandt andet via udstationeringer og udsendelser til forskellige verdensdele i forbindelse med jobbet hos forsvaret. Jan og hans kone Bente har selv autocamper. De har kørt autocamper i rigtig mange lande. Jan er tilknyttet Alt om Autocamperen som freelance skribent.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her