En udtalelse fra campingpladsejer, Peder Schau Kristensen, som ejer Henne Strand Camping, har udløst flere reaktioner fra autocamperforeningerne. Den 27. oktober blev udtalelsen citeret i JydskeVestkysten. Ifølge avisen udtalte Peder i forbindelse med et møde med de lokale politikere følgende: “Folks intelligens falder med 20 procent, når de kører autocamper”.

“FOLKS INTELLIGENS FALDER MED 20 PROCENT, NÅR DE KØRER AUTOCAMPER”

Citat: Peder Schau Kristensen, Henne Strand Camping

Artiklen blev straks flittigt delt på Facebook. Blandt andet i Autocampergruppen blev artiklen delt flere gange. Det udløste noget nær shitstorm. Gruppens medlemmer, som primært er autocamperejere, var meget oprevet over denne generaliserende udtalelse.

Danmarks Frie AutoCampere har på deres hjemmeside reageret på udtalelsen. Vi bringer her reaktionen fra Danmarks Frie AutoCampere i dens fuld ordlyd:

“Det var en grov udtalelse, ejeren af Henne Strand Camping, Peder Kristensen kom med i JydskeVestkysten d 27. okt. om autocamperfolks IQ. Hvis Peder Kristensen ikke ønsker os på sin plads, er det hans valg, men han graver unødige grøfter for besøgende i autocamper på områdets andre campingpladser. Føler vi os ikke velkomne, kører vi videre, for det er vi frie til at gøre – så det er mere synd for dem, end for os.

Det er rart at se, at de 3 politikere som deltog i arrangementet, ikke bakker op om campingfatters holdning, men tværtimod godt kan se fordele i, at autocamperfolk besøger Varde kommune. De vil gerne være med til at finde pladser, hvor vi kan parkere – også om natten. Udviklingsrådet for Varde by har taget et skridt i den rigtige retning med projektet om P-plads for autocampere ved Varde Å, og dette arbejde er DFAC en del af.

Vi ser frem til en god dialog med politikerne i Varde efter valget og tror på, at dette “lobbyvalgmøde” på campingpladsen kan blive en god start på samarbejdet om at etablere sådanne enkle P-områder i Varde, hvor autocampere gerne vil opholde sig både dag og nat – sommer og vinter. Sådanne initiativer understøtter kommunens turisterhverv, butikker, restauranter og cafeer i nærheden af P-pladsen, og det hjælper vi i DFAC gerne med.”

Per Ræbild
Per har flere års erfaring i at køre autocamper. Per er primært tovholder i fællesskabet. Per har en del viden omkring IT og andet teknik, og Per deler gerne ud af sine erfaringer, både når han er hjemme, og når han er på tur rundt i europa i autocamperen

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her