Forventningens glæde er den positive følelse, man oplever ved at se frem til noget spændende. Denne glæde kan være næsten lige så berigende som selve oplevelsen, således også til denne tur
Normalt er vi orienteret i en nordlig retning, når vi sætter kursen mod syd så er det altid “uden for sæsonen”, dvs uden hedebølge og gerne med temperaturer mellem 10 – 15 grader, så fungerer vi optimalt. Og måske endnu vigtigere, der skal være en passende portion af indhold af kulturel og historisk karakter.
Rom med udgangspunkt på Village Flaminio Camping
Da vi skulle opleve Rom, valgte vi at tage udgangspunkt på Village Flaminio Camping i den nordlige del af byen, cirka 6-8 km fra det absolutte centrum. Campingpladsen var godt besøgt, hvor omkring 95 % af gæsterne var autocampere. Der var en del tyske besøgende, men ellers var det primært italienere. Pladsen er ideel med alle nødvendige faciliteter til rådighed.
Gentager historien sig, Romerriget storhed og forfald
Det blev en rejse gennem tiden. Fra antikkens storhed til nutidens politiske landskab spejler Roms historie menneskets evige stræben efter magt og indflydelse. Romerrigets storhed og forfald, Julius Cæsars rolle som både hærfører og politiker og de slående paralleller mellem hans skæbne og moderne ledere som Donald Trump gav os stof til eftertanke.
Seriøse overvejelser, og tid til reflektion, indtryk skal bundfælde sig
Der er naturligvis en række “must-see” attraktioner, og denne del af turen er vigtig at planlægge nøje. Hvis man forsøger at se det hele, risikerer man at opleve det med en intensitet på kun 30 % – en procentdel, der falder, jo mere udmattet man bliver. For vores vedkommende nåede vi til et punkt, hvor vi simpelthen ikke orkede at se flere “kloge sten”. De største indtryk gjorde naturligvis Vatikanet, Colosseum, Pantheon-kirken, Trevi-fontænen og katakomberne.
Udfordret på cykel i Rom’s gader, dog ikke på Via Appia
Vi valgte at cykle rundt i Rom og navigerede efter Tiberen som pejlemærke. Trafikken er heftig, og de italienske chauffører har en kort lunte – der bliver dyttet og gestikuleret, og kørestilen er aggressiv, med de erfaringer i bagagen fulgte vi princippet “better safe than sorry”.
Men at cykle på Via Appia, den første og vigtigste af de romerske veje, anlagt i 312 f.Kr., med fantasien i frigear, var det en herlig oplevelse. At forestille sig det leben, der har udspillet sig gennem tiderne, gjorde det endnu mere fascinerende.
Pantheon-kirken er imponerende
Pantheon-kirken er en ekstraordinær attraktion. Med sine cirka 2.000 år på bagen kan man kun være næsegrus beundrende over for de håndværkere og arkitekter, der stod bag opførelsen. En ven, som er bygningskonstruktør, fortalte os, at selv med moderne værktøj og maskiner ville det være en kæmpe udfordring at bygge noget tilsvarende i dag.
Det imponerende kuppelrum har kun én lyskilde: et åbent hul i toppen. Pantheon har verdens største uarmerede kuppel af massiv beton med en diameter på 43,4 meter – en imponerende bedrift, især når man tænker på, at den blev bygget mellem 126-128 e.Kr. uden stålarmering. Faktisk blev denne frie spændvidde ikke væsentligt overgået før indførelsen af stålarmeret beton.
Spektakulære Peterskirke en ekstarordinær sanseoplevelse
Peterskirken er en oplevelse, man aldrig glemmer. Allerede når man træder ind på Peterspladsen, mærker man historiens vingesus – de enorme søjlegange omslutter én, og kirken troner majestætisk for enden.
Da vi kom ind i Peterskirken er man bare bjergtaget af det overvældende syn, den ufattelige størrelse, de detaljerede kunstværker og det bløde lys, der strømmer ind gennem de høje vinduer, kuplen med den ufattelig smukke udsmykning. Uanset om man er troende eller ej, er Peterskirken et sted, der imponerer og rører sjælen.
Vi kommer tilbage til Rom
Vores konklusion på Rom er, at campingpladsen er fremragende. Der er en tryg atmosfære, faciliteterne er til stede og i rette omfang. Man kan ikke nå at se alt på en uge, så det er nødvendigt at prioritere. Og heldigvis er det altid rart at have noget at vende tilbage til, man bliver først rigtig sikker når man kaster en mønt over højre skulder med ryggen til Trevi-fontænen, og rammer vandet, så er der garanti for at man kommer igen.