Som flere af vore medlemmer sikkert har læst i Fællesforum.dk har vi i et stykke tid haft planer om at teste muligheden for at øge indladningen på lithium-bodelsbatterier under kørsel. Tanken var at parallelkoble 2 stk. SCHAUDT 45a-boostere. Det vil sige, at indladningen i teorien skulle kunne øges til 90a.

Dette har ikke umiddelbart givet mening tidligere, idet hverken EBL eller batterier ville kunne klare den voldsomme indladning. Med de nye lithium-batterier og den nye teknologi giver det nu mening. Vi tror faktisk, det ville kunne komme mange til nytte fremadrettet. Trenden er, at mange autocamperbrugere ønsker flere og flere bekvemmeligheder. Der installeres flere 230V systemer i campere end nogensinde før. Mange nye generationer men også eksisterende autocamperbrugere ønsker den nye lithium-teknologi, og vi ser derfor en markant efterspørgsel efter disse installationer i bilerne.

De nye Lithium-batterier har blandt andet den egenskab, at de kan klare en langt hurtigere og mere effektiv opladning end traditionelle batterier, og der findes allerede udstyr, som kan øge indladningen ret markant. Vi er klar over, at der findes enkelte andre producenter, som har boostere som også har højere indladning. Det geniale ved Schaudt-løsningen er, at de i modsætning til andre boostere over +50a kan køre adskilt. Man kan forbinde den ene booster, så den kører via EBL-boksen, og den anden kan køre udenom EBL-boksen. Med den metode bibeholdes blandt andet elektronikken til styringen af køleskabet med mere. Så vidt vi ved, mister man denne mulighed med andre boostere over +50a

Bliv uafhængig af landstrøm. Kombinerer man den nye lithium teknologi med en inverter, får man 230V til rådighed i autocamperen. Derved kan man uden at være på landstøm benytte feks. kaffemaskine, hårtørrer og andet moderne udstyr. Mange ønsker at stå op til en kop friskbrygget kaffe fra espresso-kaffemaskinen. Den viste Bürstner autocamper er blandt andet udstyret med 3x100Ah lithium batterier, samt 3000Watts inverter.

På Alt om Autocamperen har vi for snart længe siden forespurgt vores tyske leverandør Schaudt om, hvorvidt de kunne hæve lade effekten på deres 45a-booster på lithium-profilen. Vi har forstået det sådan, at de ikke for nuværende ser muligheden for at ændre dette. Men i samme dialog har vi ligeledes spurgt om muligheden for at parallelkoble Schaudt-boosterne. Schaudt har angivet, at både 45a samt 25a boosterne kan parallelkobles i alle kombinationer.

Schaudt har bekræftet, at der rent teknisk ikke er noget til hinder for at gøre det. De har dog samtidig oplyst om et par tekniske faldgruber, herunder at man IKKE må sende 90a igennem EBL-boksen. Det kan den ikke klare. Sidst men ikke mindst har de taget det forbehold, at det er på vores eget ansvar. Og vi er derfor også nødt til at tage det samme forbehold.

Udover kommunikationen med Schaudt har vi talt med et par seriøse elektroværksteder. Formålet har primært været at finde ud af, om nogen har erfaring med, hvordan bilens generator vil reagere på belastningen. Vi har ikke kunnet finde nogen, som reelt har viden eller erfaring med det, men det gennemgående har været, at de anbefaler at teste, om der er nævneværdige ændringer i temperaturen. Vi har taget dette til efterretning og har testet dette ret grundigt.

Installation og test 25. april 2021

Søndag den 25. april mødtes vi i Nordjylland. Vi havde forberedt os i lidt god tid, i AOAC havde vi været meget spændte på udfaldet af denne test. Det var forholdsvis nemt for os at installere selve boosteren. Det, som tog længst tid, var et tip fra et af vore medlemmer som vi besluttede at benytte i test installationen. Medlemmet havde sendt en artikel fra et tysk autocamperforum, hvor en booster var monteret med en styreledning/afbryder. Vi havde derfor forberedt os på at montere en afbryder med følgende 3 positioner:

  • l =Schaudt-booster ON (45a indladning)
  • 0=begge Schaudt-boostere OFF (ingen indladning)
  • 2=begge Schaudt-boostere ON (90a indladning)

Afbryderen blev placeret ved foden af førersædet (lige under håndbremsen), føreren kan derved nemt skifte position efter hvilken indladning der ønskes. Den ene 45a-booster blev installeret, så den kører igennem EBL-boksen. Den anden blev installeret udenom EBL-boksen og direkte fra startbatteri til bodelsbatterier. Det var den anvisning, vi havde fået af Schaudt.

Kontrolknappen til de 2 boostere er placeret på siden af sædekonsollen, lige under håndbremsen. Begge boostere kan derfor nemt aktiveres efter behov. Skal man på en lang køretur, giver det mening KUN at have den ene booster aktiveret. Er det derimod en kort tur, og man har behov for strøm, aktiveres begge boostere i position II.

Efter at have indstillet boosterne, testet og målt forbindelserne, var vi ret spændte på at starte bilen. Vi var på forhånd ikke klar over, om det ville virke, eller om generatoren kunne klare det. Da bilen har Victron Shunt installeret, havde vi en Iphone liggende, så vi kunne følge med i, hvad der skete ved indladningen. Vi startede bilen, og lod den stå i tomgang. Ladningen var på ca. 50-55a i tomgang. Når vi speedede motoren op, strøg indladningen op på 83-85a. Det er tæt på at være perfekt. Vi erfarede dermed, at Schaudt-boosterne automatisk (ved hjælp af IA-teknologi) regulerer ladningen i forhold til spændingen, og derved belastes hverken startbatteri eller generator mere, end de kan klare i tomgang.

Allerede efter få minutter kunne vi se på Shunten, at ladestanden rykkede opad. Der blev samlet ladet mere end 1000Watt på lithium-batterierne, så det er noget, der både kan ses og mærkes på ladestanden. Det skal også nævnes, at bilen har 300Ah lithium. Hvert enkelt batteri kan modtage kontnuerligt 50a pr batteri / peak 100a. Det vil sige, at der principielt kan lades med op til 150a, hvis bilens generator kunne levere det.

Temperaturtest af bilens generator

I henhold til de anvisninger vi havde fundet frem til, foretog vi en omfattende test af generatorens temperatur. Vi startede med at køre en tur på ca. 15-20km, så vi kunne få temperaturen i normalområdet.

Temperatur med én 45a Schaudt-booster i drift

Da bilen nåede normaltemperaturen, steg vi ud og målte temperaturen på bilens generator. Den viste sig at være på 51,6 grader, hvilket er særdeles fint.

Herefter lod vi bilen stå i tomgang i 5 minutter med én booster kørende. Temperaturen steg til 63 grader efter 5 minutters tomgangsdrift, hvilket stadig er meget fint.

Temperatur med to 45a-booster i drift

Efter målingen med én booster startede vi begge boostere op og kørte små 10 km. Under kørslen fulgte vi indladningen via en Victron Shunt. Den lå ret pænt på 82-84a, hvilket svarer til små 1.050Watt. Med den indladning kan man, som allerede nævnt, virkelig se ladestanden flytte sig. Lithium-batterierne tager som bekendt imod med fuld styrke. Efter små 10 kilometers kørsel steg vi ud og målte temperaturen på generatoren igen. Den viste nu 57 grader. Herefter kørte vi yderligere en strækning. Sidste måling foretog vi efter 5 minutters tomgangskørsel, hvor temperaturen steg til 69 grader.

Temperaturforskellen på én og to boostere er kun 6 grader

Som nævnt gik den primære bekymring på, hvorledes bilens generator temperaturmæssigt reagerede på udvidelse fra én til to 45a-boostere. Med et udsving på kun 6 grader både under kørsel og i tomgang, er vores konklusion, at det virker til at være helt uproblematisk, og hvis man vil hæve indladningen til tæt på 90a, kan dette relativt nemt lade sig gøre.

De 2 stk. 45a Schaudt boostere er parallelkoblet, og hæver derfor indladningen til knapt 90a under kørsel. Det betyder der indlades med lidt over 1000Watt. Schaudt boosteren koster pr. stk. kr. 3.295,00 – den vejer kun 1151 gram, og fylder som en madkasse. Typisk placeres den under et af forsæderne, eller under en siddebænk.

Fordele og ulemper

Det er svært at afgøre, hvornår det er hensigtsmæssigt at øge sin indladning, men det giver unægtelig et andet perspektiv på de forsyningsmuligheder, som allerede findes. Teknologien med lithium og denne volumen af ladning gør alt andet lige, at andre systemer efter vores opfattelse overtrumfes stort i ydeevne. Det er også værd at bemærke, at der også økonomisk er meget markante fordele ved den nye teknologi. Autocamperbrugeres strømbehov er, som de fleste sikkert ved, meget individuelt. Hvis man har et kompressorkøleskab, eller ønsker at udskifte gas til kompressor, giver det rigtig god mening at øge indladningen.

Hvis man allerede har Schaudt-boosteren installeret, kan man øge indladningen til det dobbelte for kr. 3.295,00 Og har man f.eks. et søvnapnø-apparat kørende om natten, kan det også være hensigtsmæssigt at fordoble indladningen. Sidst men ikke mindst vejer Schaudt-boosteren kun 1.150 gram, og dermed er der tale om en minimal øgning af vægten.

Det hele skal naturligvis vurderes individuelt, og volumen skal også afstemmes efter bilens generator. Har du ønske om at få mere indladning og mere strøm til rådighed, kan vi både rådgive og vejlede dig. Vi kan også foretage installationen.

Ønsker du i første omgang at få en uforpligtende og gratis vurdering af om din bil kan få opgraderet indladningen, kan du blot kontakte os på 70261381. Vær opmærksom på vi skal bruge registreringsnummeret til at indhente oplysning om bilens standard generator.

Per Ræbild
Per har flere års erfaring i at køre autocamper. Per er primært tovholder i fællesskabet. Per har en del viden omkring IT og andet teknik, og Per deler gerne ud af sine erfaringer, både når han er hjemme, og når han er på tur rundt i europa i autocamperen

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her