Regeringens arbejdsgruppe om campingområdet har netop fremlagt sin rapport, hvor der foreslås nye regler for såkaldte autocamperpladser. Rapporten hævder, at man har “sonderet i nabolandene” og konkluderer, at en autocamperplads bør defineres som “en mindre campingplads, hvor man kan campere som på andre campingpladser.” Den påstand er ikke blot fejlagtig, men juridisk uholdbar – og den vil næppe kunne bestå en retlig prøvelse, hverken efter dansk lov eller EU-retten.
Camping er ikke defineret i dansk lov
Der findes ingen lovbestemt definition af “camping” eller “campingaktivitet.” Hverken Campingreglementet, Planloven, Sommerhusloven eller Færdselsloven fastlægger, hvornår et ophold udgør camping. Campingreglementet gælder kun “udlejning af arealer til campingformål” (§1, stk.1). Det handler altså om erhvervsmæssig udlejning af jord til rekreativt ophold – ikke om parkering eller midlertidigt ophold i et køretøj. At udvide denne bestemmelse til også at omfatte parkeringspladser for autocampere mangler lovhjemmel og strider mod legalitetsprincippet.
Autocamperpladser er parkeringsanlæg – ikke campingpladser
Autocampere er registrerede og selvforsynende køretøjer, der parkerer kortvarigt og forlader stedet igen. Deres ophold er reguleret af Færdselsloven (§§ 28–29) og Vejloven (§§ 80 og 90) – ikke af Campingreglementet.
Når en autocamper parkerer og betaler for opholdet – typisk via automat eller app – sker der ingen udlejning af jord og ingen etablering af lejerforhold. Det er betaling for brug af et parkeringsareal, ikke for udlejning af et rekreativt areal. Derfor kræver driften ingen udlejningstilladelse efter campingreglementet.
Parkering efter Vejlovens § 90
Vejlovens § 90 fastslår, at en kommune kan fastsætte regler og opkræve betaling for parkering på kommunale parkeringspladser:
“Kommunalbestyrelsen kan for kommunale parkeringspladser fastsætte regler for parkering mod betaling, herunder tidsrum, takster, betalingsmåder og kontrol.” (LBK nr. 264 af 16. marts 2023, § 90, stk. 1)
Når en autocamperplads drives efter denne bestemmelse sker der betaling for parkering, ikke udlejning, der etableres intet lejerforhold, og pladsen hører under vejlovgivningen, ikke campingreglementet. Det betyder, at kommuner og private, der driver sådanne pladser, har fuld lovhjemmel – uden krav om campingtilladelse.
Myndighedernes praksis: Parkering og midlertidig brug
Vejdirektoratet har gentagne gange præciseret, at overnatning i et parkeret køretøj – selv i flere døgn – ikke i sig selv er camping.
Det fremgår bl.a. af udtalelser fra 2015 og 2020, hvor direktoratet udtaler: “At overnatte i et parkeret køretøj udgør ikke camping, men fortsat parkering, så længe køretøjet anvendes som transportmiddel og kan flyttes.” Også Planklagenævnet har i en sag (bl.a. Mariagerfjord, j.nr. 13-001781) udtalt, at brug af bord, stole og markise i tilknytning til en parkeringsplads ikke i sig selv medfører, at der er tale om camping, når udstyret er midlertidigt og pakkes sammen efter brug – særligt om natten.
Dermed er det helt lovligt at opholde sig i og ved sin autocamper på en parkeringsplads, at spise et måltid, sidde udendørs eller slå en markise ud – så længe det er en del af et midlertidigt ophold. Det ændrer ikke på, at der er tale om parkering.
Nabolandene regulerer autocamperpladser særskilt
Planstyrelsens rapport hævder at have sonderet i nabolandene, men dens konklusion stemmer ikke overens med virkeligheden.
I Tyskland defineres en Reisemobilstellplatz i CIVD/DTV’s Planungshilfe (2023) som: “En særlig plads til korttidsophold og overnatning i eget køretøj, med forsyning og tømning, men uden campingpladsinfrastruktur.” Ifølge den tyske planlov (BauNVO § 10) klassificeres sådanne anlæg som Sondergebiet – Stellplätze für Reisemobile, altså en selvstændig anvendelsestype, ikke en campingplads. Den tyske brancheorganisation CIVD fastslår i sin Jahresband 2024:
Autocamperpladser er ikke en videreudvikling af campingpladser, men et alternativt overnatningskoncept… En campingpladsforordning kan næppe være dækkende for begge dele
Østrig: Dom med signalværdi
I Østrig har forvaltningsdomstolen (Verwaltungsgerichtshof, sag ZI. 2011/06/0159-5) truffet en afgørelse med principiel betydning. Campingpladsejere i delstaten Kärnten forsøgte at få en kommunal autocamperplads i byen Ferlach lukket.
Domstolen fastslog, at den korte opholdstid og fraværet af campinglignende faciliteter betød, at området ikke kunne klassificeres som campingplads. Kommunens tilladelse var derfor lovlig, og autocamperpladser kan nu drives frit uden udlejningstilladelse – også selv ved flere samtidige overnatninger.Afgørelsen har signalværdi, fordi den fastslår det samme princip, som Danmark nu er ved at bevæge sig væk fra: At en parkeringsplads for selvforsynende autocampere ikke bliver til campingplads, blot fordi der overnattes der.
EU-retten: Risiko for markedsbarriere
At underlægge autocamperpladser Campingreglementet kan udgøre en hindring for fri bevægelighed efter TEUF-artiklerne 34 og 56. Regler, der i praksis forhindrer mobile turister i at bruge deres køretøjer som tiltænkt, kan betragtes som uretmæssige handelshindringer. Flere medlemsstater – bl.a. Grækenland (lov 5170/2025 og 5209/2025) og Portugal – har allerede vedtaget særskilte regler for autocamperpladser for at undgå, at turismen bremses af forældede campingbegreber.
Ingen udlejning af jord – ingen udlejningstilladelse
Kernen er enkel: Campingreglementet handler om udlejning af jord. Autocamperpladser handler om parkering af køretøjer. Når der ikke sker udlejning, men alene parkering mod betaling efter Vejlovens § 90, er der intet lejerforhold og dermed intet grundlag for krav om udlejningstilladelse. At kræve campingtilladelse til en parkeringsplads er derfor ikke blot urimeligt – det er juridisk forkert.
Vejen frem
Autocamperpladser er en legitim og voksende del af europæisk turisme. De kræver proportionale regler, der tager udgangspunkt i deres reelle karakter: parkeringsanlæg med teknisk service – ikke rekreative udlejningsområder. Danmark bør – som vores nabolande – udarbejde en særskilt vejledning eller bekendtgørelse for autocamperpladser, med klare krav til sikkerhed, miljø og lokal forankring. Det vil skabe juridisk klarhed, økonomisk vækst og harmonisering med EU’s principper for fri bevægelighed og lige konkurrence.
Afsluttende bemærkning
Hvis Danmark virkelig har “sonderet i nabolandene”, burde konklusionen være den stik modsatte af rapportens. Det bør ikke være muligt at omdefinere parkering til camping, blot fordi en autocamper har senge i bilen.
At kalde alt camping er ikke at skabe orden – det er at skabe forvirring. Danmark har alt at vinde ved at rette op på det, før fejlen bliver cementeret i lovgivningen.
