Campingbranchen forsøger at definere autocamperturismen som campingplads-afhængig, men EU-retten er krystalklar: autocampere er personbiler under kategori M1 og hvis Danmark vælger monopol frem for mobilitet, ender vi i Bruxelles.
Autocampere er og bliver M1-køretøjer. Det er ikke en påstand, men en juridisk kendsgerning fastlagt i EU’s typegodkendelsesforordning 2018/858. M1 betyder personbiler konstrueret til befordring af højst otte passagerer ud over føreren. Autocampere er en særlig karrosseritype under denne kategori – køretøjer til særlig anvendelse (SA). Det er fælles EU-ret og dermed bindende i Danmark. Ingen national myndighed, ingen brancheorganisation og ingen campingforening kan ændre på det faktum. Overnatning i en autocamper er ikke automatisk camping, men parkering i et køretøj, som er konstrueret til korte ophold.
Samtidig er EU i færd med at modernisere kørekortreglerne. Grænsen for B-kørekort hæves fra 3,5 til 4,25 tons, i første omgang for nulemissionskøretøjer. Men den politiske linje peger klart mod, at også autocampere under M1 vil blive omfattet. Det vil betyde, at tusindvis af moderne autocampere, der i dag vejer mellem 3,6 og 4,25 tons, kan køres på almindeligt B-kort uden krav om lastbilkørekort, hvis det er teknisk muligt. Fremtiden peger på flere brugere, flere køretøjer og en stærkere mobil turisme.
Campingplads eller stellplatz? Europa kender forskellen
I store dele af Europa er forskellen mellem campingplads og stellplatz anerkendt. Campingpladserne er fuldt udstyrede ferieområder med reception, sanitære faciliteter, køkken, vaskeri og aktiviteter. De er dyrere og mindre fleksible, men oplagte til familier og længere ophold. Stellplätze er derimod enkle, billige og fleksible. De tilbyder typisk strøm, vand og tømning, men ingen store servicebygninger. De er tiltænkt korte ophold – 1-3 nætter – og er skabt til selvforsynende autocampere. Tyskland, Schweiz, Frankrig og Spanien har tusindvis af sådanne pladser, som udgør en central del af turismen.
Selv i Tyskland, hvor meget ellers er reguleret, findes der ingen lov, der fastlægger, hvordan en stellplatz skal bygges. Der findes en campingpladsforordning, som regulerer etablering og drift af campingpladser, men ingen tilsvarende for stellplätze. Her er en bevidst lovgivningsmæssig “Gesetzeslücke”, der har givet plads til innovation. Samtidig understreger tyske eksperter forskellen mellem parkering og camping: borde, stole og markise må gerne bruges, men de skal pakkes væk, når de ikke anvendes. Bliver de stående ude, regnes det som camping, og camping er forbudt på parkeringspladser. Hertil kommer den særlige regel om retten til at genskabe sin køreevne, som betyder, at overnatning i bilen altid kan forsvares som hvilepause.
I Danmark vælger campingbranchen en anden linje. Ifølge DFAC har HORESTA’s politiske chef direkte udtalt, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis enhver overnatning i en autocamper blev defineret som camping. En sådan konstruktion ville tvinge alle autocampere ind på campingpladser – eller på pladser underlagt campingreglementet med alt, hvad deraf følger af krav og begrænsninger. Dermed ville brugen af parkeringspladser, havne, private og kommunale arealer blive udelukket. Det er et åbenlyst forsøg på at udvide campingpladsernes monopol og ikke en saglig fortolkning af loven.
Campingbranchen klager samtidig over havne og marinaer, som tilbyder parkering med betaling efter færdselsloven § 92. Her dækker betalingen for strøm, vand, affald og vedligeholdelse, præcis som loven tillader. Alligevel henviser CODK og HORESTA til sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 3, som om det handlede om erhvervsmæssig udlejning til ferieformål. Det er en fejlfortolkning, og vejledningen til campingreglementet fremhæver netop havne som undtagelse. ACR har tidligere gennemgået konkrete sager og peger på fejl og misforståelser. Alligevel siger campingbranchens forhenværende direktør Jens Brendstrup åbent, at målet er, at campingpladserne skal overtage administrationen af autocamperpladserne – også ved havne og marinaer.
Det viser tydeligt, at strategien ikke handler om turismeudvikling, men om kontrol. “Havnene tager sig af turister på havet og campingpladserne tager sig af campister på landjorden”. Det mener CODK er en naturlig arbejdsdeling, der styrker helheden. At forsøge at monopolisere autocamperturismen er ikke bare urimeligt, men også en juridisk risikabel vej.
EU-retten er krystalklar
Artikel 34 i traktaten forbyder skjulte handelsbarrierer. Artikel 56 beskytter den frie udveksling af tjenesteydelser – herunder turisme og overnatning. EU-Domstolen har gentagne gange slået fast, at nationale særregler kun kan accepteres, hvis de er nødvendige, proportionale og ikke-diskriminerende.
Hvis Danmark vælger at indføre regler, som i praksis reserverer markedet for campingpladser og blokerer for udviklingen af stellplätze, vil sagen uvægerligt havne i Bruxelles.
Autocamper- og vejbaseret turisme er en europæisk megatrend, der bygger på ét løfte: Frihed – friheden på hjul.
Nu venter vi på, hvad arbejdsgruppen under Plan- og Landdistriktsstyrelsen når frem til i sit arbejde med revisionen af campingreglementet. Her bliver det afgjort, om Danmark vil følge Europas vej og skabe moderne rammer for autocamperturisme, eller om vi endnu engang vælger at fastholde campingpladsernes monopol. Det er her, vi finder ud af, om Danmark vil satse på vækst, innovation og europæisk praksis – eller om vi spærrer os selv inde i et hjørne og overlader det til EU at korrigere os.
Frihed på hjul kræver pladser, der matcher virkeligheden – ikke regler, der fastholder gårsdagens campingmodel.
Den centrale idé om frihed og uafhængighed understreges af producenterne, når de sælger deres deres. produkter. Producenter markedsfører autocampere som et middel til fleksibel rejse og til at opdage nye steder, hvilket imødekommer mange menneskers ønske om frihed og eventyr.
