Af John Ipsen
Regeringen og Folketinget er i gang med at revidere campingreglementet – et regelsæt, der i praksis styrer store dele af turismeinfrastrukturen i det åbne land. Det sker under pres fra campingbranchen, som ønsker bedre vilkår for at opføre større hytter, tiltrække fastliggere og udvikle klassisk ferieovernatning.
Men midt i denne proces er én vigtig diskussion helt fraværende: hvordan reglementet spænder ben for den mobile turisme – og hvordan Danmark risikerer at komme i konflikt med EU-retten.
Campingpladserne vil ikke bare have besøg af autocampere – de vil have kontrol med dem. De vil styre, hvor de må overnatte, hvad de skal betale for, og hvordan de skal bruge deres køretøj. Det er en kamp om markedet – og om penge.
En forældet definition spærrer vejen
Bag de lukkede høringer på Christiansborg gemmer sig en ensidig dagsorden: styrkelse af campingpladsen som kommerciel virksomhed. Det er legitimt. Men samtidig forsøger man at fastholde en forældet opfattelse: at alle overnatninger i det fri – på havne, ved gårdbutikker, på rastepladser og almindelige P-arealer – automatisk er “camping”, og derfor skal reguleres som campingplads.
Denne logik skader ikke bare kommuner, der ønsker at etablere enkle stellpladser uden miniferiepark. Den spænder også ben for private aktører, der gerne vil understøtte mobil turisme.
I stedet for opbakning møder de krav om §10-godkendelse, bestemte bundforhold, afstandskrav, brandsikring og adgangsveje – alt sammen udviklet til ferieanlæg, ikke til korttidsophold på 1–3 nætter uden underholdning og forplejning.
Autocampere er ikke campingvogne – og det har konsekvenser
Autocampere er selvkørende fritidskøretøjer, godkendt til både kørsel og overnatning. De har vandtank, batteri, toilet og affaldsopsamling. De har ikke behov for kiosk, campingarmbånd eller adgang til svømmehal.
De har brug for én ting: et sted at holde – uden at bryde loven
Men det forhindrer vi i Danmark. Det er ikke lovligt at betale for at holde bag en gårdbutik i én nat, uden at det udløser krav om campingpladsdrift. Det er ikke bare rigidt – det er direkte skadeligt for turismen, for erhvervslivet og for landdistrikterne.
Autocamperturister er fleksible, selvhjulpne og købestærke. Alligevel mødes de med forbudstavler og restriktioner. Kommuner og private må ikke tilbyde alternativer uden at udløse en bureaukratisk lavine.
Danmark spænder ben – og turisterne kører videre
Geografisk er Danmark ideelt placeret for mobil turisme. Der er få timers kørsel til færgerne mod Norge, Island og Færøerne, og fra den jyske vestkyst til Øresundsbroen er der få timers rejse. Alligevel findes der stort set ingen lovlige og enkle muligheder for korttidsophold i Danmark.
Turisterne kører videre til Tyskland, Sverige og Holland – lande, der for længst har anerkendt og understøttet mobil turisme med dedikerede stellpladser.
På kant med EU-retten
Det gør sagen EU-retligt interessant. Ifølge artikel 34 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TFEU) må medlemslande ikke indføre foranstaltninger, der direkte eller indirekte begrænser den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser.
Når Danmark – gennem en snæver og altomfattende definition af “camping” – reelt forhindrer mobile turister i at bruge deres køretøjer som tiltænkt, er det en indirekte hindring. Det gælder især udenlandske autocampere, som ikke kan finde lovlige steder at overnatte i deres registrerede fritidskøretøj.
I Grækenland har en lignende sag allerede været under EU’s lup. De græske myndigheder blev kritiseret for manglende proportionalitet – og blev tvunget til at lempe reglerne igen.
EU-ret og fri bevægelighed: Danmark risikerer konflikt
Når kommuner og staten i praksis gør det svært eller umuligt for udenlandske autocampere at finde lovlig parkering, kan det komme i konflikt med EU-rettens artikel 34 i traktaten om varernes frie bevægelighed. Det handler ikke blot om turisme, men om retten til at bruge sit EU-typegodkendte køretøj til det, det er indrettet og godkendt til – nemlig beboelse under rejse. EU har i flere sager tidligere påpeget, at nationale regler, der uden saglig grund hæmmer den frie bevægelighed, er i strid med fællesskabsretten.
I Grækenland forsøgte man i 2025 at indføre et forbud mod overnatning i autocamper næsten overalt – men måtte trække i land efter pres og kritik fra både borgere, EU-politikere og brancher. I Tyskland forsøgte campingindustrien i 2017 at få autocamperpladser underlagt campingpladsregler – men måtte opgive, fordi det ville kvæle hele Stellplatz-konceptet. I Danmark ser vi nu det samme pres – blot ad bagvejen gennem et lukket spil mellem ministerium og brancheaktører.
En politisk og juridisk blind vinkel
Sagen er principiel. Et køretøj, der er typegodkendt til at overnatte, bør ikke tvinges ind bag en campingpladsbom – bare fordi nogle brancheaktører ønsker det. Det underminerer fri bevægelighed og fri konkurrence.
Kommuner og private bør kunne etablere stellpladser med få faciliteter – uden at blive mødt med samme krav som til feriecentre. Det kræver en ny og differentieret regulering, hvor mobile pladser anerkendes som noget andet end campingpladser.
Tid til at vælge retning
Den mobile turisme er ikke et problem, der skal begrænses. Den er en mulighed, vi skal give plads til – for turister, for landdistrikter, for lokal vækst.
Det kræver:
- Differentieret regulering: Stellpladser uden krav om ferieparkstandard.
- Politisk vilje: Nej til særinteresser, ja til fleksible løsninger.
- EU-retligt ansvar: Respekt for traktatens forbud mod handelshindringer.
Danmark skal ikke stå i vejen for den mobile turisme – vi skal byde den velkommen.
