Af John Ipsen
Aviserne skriver det, som om vi står over for en invasion. “Autocampere plager sommerlandet”, “folk holder overalt”, og “lystbådehavne kaster en livline ud til pressede byer”. Det lyder dramatisk. Næsten som et militært angreb med tunge kampvogne – men det, der kommer rullende, er i virkeligheden gråhårede turister på jagt efter ro, natur og morgenbrød.
Det er sommer i Danmark. Og det er nu, kampen om pladserne spidser til. Ikke bare i trafikken, men også i mediebilledet. For i mangel på reelle skandaler er autocampere blevet symbolet på alt fra trængsel, parkeringskaos og overturisme til overfyldte affaldsstativer og tabt campingpladsomsætning.
Hvad er virkeligheden
Autocamperturister er typisk modne, økonomisk stabile og ansvarsfulde rejsende. De kommer uden at kræve meget – men de bruger penge i lokalområdet. De søger ikke fest og farver, men udsigt og frihed. Alligevel fremstilles de som problemet, fordi deres køretøjer kan ses, og fordi de ikke nødvendigvis vil parkeres ind på en campingplads med 100 enheder, hoppepude og fastboende naboer.
Skal vi virkelig bekæmpe dem?
Der bliver sat forbudsskilte op, lavet parkeringsrestriktioner og talt om “kaos”. Og samtidig forsøger man at tiltrække flere turister, skabe aktivitet uden for storbyerne og forlænge sæsonen. Det hænger ikke sammen. Autocampere er netop det mobile, bæredygtige og lokalt forankrede turismesegment, som mange politikere efterspørger. Men kun så længe det sker på campingpladsens præmisser?
Lystbådehavne og bynære parkeringsarealer viser vejen
Heldigvis ser vi også lyspunkter. Lystbådehavne, små havnebyer og private aktører har fundet ud af, at en autocamperplads med 20 enheder kan være en guldgrube – uden at kræve hoppepuder og luksusfaciliteter. Med strøm, skiltning, affaldshåndtering og ro.
Autocampere er ikke fjenden – men en mulighed
Så lad os droppe fortællingen om “angreb” og “plage”. Lad os i stedet tale om styring, balance og løsninger. Om dedikerede autocamperpladser, tydelig skiltning, og et Danmark, hvor frihed under ansvar ikke er en trussel – men en mulighed.
For sommerlandet har ikke brug for mere konflikt. Det har brug for gæster, der kommer igen.
