Af Jan Mattsson og Per Ræbild
Der er noget dybt paradoksalt – ja, nærmest provokerende – i, at AutoCamper Rådet (ACR) nu vælger at gå i samarbejde med netop de kræfter, der i årevis har modarbejdet og direkte modarbejder den frihed, som autocamperturister sætter så højt.
I artiklen “Campingkrig er slut – nu begraves stridsøksen” i Nordjyske (28. juni 2025) fremstilles det som et fremskridt, at ACR og Campingpladserne / Camping Outdoor Danmark (CODK) – altså campingpladsernes brancheorganisation – nu har fundet fælles fodslag. Men hvis man kigger bag overskriften, tegner der sig et mere bekymrende billede: Et ACR, som i stigende grad fjerner sig fra sit bagland og i stedet lægger sig fladt ned for de kræfter, der i årtier har forsøgt at bremse og kontrollere den frie autocamperturisme.
Campingpladsernes monopolmentalitet
Der er ingen tvivl: CODK og mange danske campingpladser har gennem årtier systematisk forsøgt at begrænse udbredelsen af frie autocamperpladser – gennem lobbyisme, lokal modstand, og reguleringspres. Man har insisteret på, at autocampere kun hører til bag bom og i bås, til trods for at hele idéen med autocamperlivet netop er fleksibilitet, mobilitet og frihed.
Når ACR nu vælger at lægge sig i selen med netop disse aktører, må det nødvendigvis rejse spørgsmålet: Hvem repræsenterer ACR egentlig?
Et knæfald – ikke et gennembrud
Samarbejdet bliver solgt som “et gennembrud”, men det ligner mere et knæfald. For hvad er det konkret, autocamperfolket får ud af denne såkaldte “fred”? Hvad har Campingpladserne og CODK reelt ændret i deres tilgang? Har de droppet modstanden mod frie autocamperpladser? Har de stoppet den målrettede modarbejdelse af nye, frie pladser i landets kommuner og på landets havne? Svaret er nej. Og så må man spørge: Hvad er det ACR får – eller tror de får?
For mange medlemmer virker det som om, ACR forsøger at skabe “pæn stemning” med de forkerte partnere, frem for at kæmpe for medlemmernes reelle ønsker: Nemlig flere frie overnatningsmuligheder, flere kommunale faciliteter og bedre vilkår uden tvang til campingpladser.
Det handler om tillid – og den er på spil
ACR er sat i verden for at repræsentere og varetage autocampernes interesser – ikke for at føre forhandlinger på campingpladsernes præmisser. Når man vælger at samarbejde med aktører, som i årevis har undermineret bevægelsen, mister man troværdighed. Det er svært at se dette som andet end en svigtet sag.
Autocamperfolket har ikke bedt om kompromiser med de, der vil fratage dem friheden – de har bedt om støtte til at udvide den.
Hvis ACR vil bevare tilliden, må de være mere end blot “dialogsøgende” – de må turde stå fast og tage kampen for den frie autocamperturist. Det kræver mod, ikke konsensus med gamle modstandere.
