Mindesmærke ved koncentrationslejren Struthof

Den autocamperplads, der beskrives i denne tekst, er oplagt til et besøg i efterårsferien, hvis turen går til Alsace. Alsace ligger kun ca. 1.000 km fra Kruså, og der er garanti for nogle helt vidunderlige oplevelser i dette område. Alsace er garant for middelalderbyer, atmosfære og kvalitetsvin i Grand Cru-klassen – og ikke at forglemme nogle pragtfulde franskmænd, der for det meste tager rigtig godt imod deres gæster.

Autocamperplads i historiske Alsace

Alsace har som region stået meget igennem i historien. Antallet af middelalder borge, hvoraf mange er fra 1200-tallet, taler sit tydelige sprog. At herske over området og være i stand til at kontrollere handelsvejen og opkræve skat har været et centralt element igennem historien.

Autocamperplads med grumme historiske oplevelsesmuligheder

Efter 1. verdenskrig vendte Alsace-Lorraine ved Versaillesfreden i 1919 tilbage til Frankrig, og under 2. verdenskrig blev Alsace igen en tysk provins. Derfor har Alsace skiftevis været under hhv. fransk og tyske herredømme.

I ca. 1.000 m højde i området cirka 50 km sydvest for byen Strasbourg etablerede tyskerne i 1941 koncentrationslejren Natzweiler-Struthof. Denne er den eneste på fransk jord. Området var et meget berømt og attraktivt vintersportsområde, og således udflugtsmål for mange mennesker før 2. verdenskrig. Lejren blev primært oprettet for at bryde en speciel rød granit, som fandtes i større mængder i området – den røde granit var tiltænkt konstruktionsarbejde i Tyskland.

I maj 1941 ankom de første fanger til koncentrationslejren. Det var primært fanger, der var overført fra andre lejre i Tyskland. Efter et dekret fra Hitler skulle alle sabotører fra Europa overføres til lejren. De gik under navnet “Nacht und Nebel”, og de fik en særdeles hårdhændet behandling. Bl.a. fik de til opgave at grave en kæmpe stor kartoffelkælder. Denne kan ses under den store dokumentationsbygning, der udgør bl.a. reception for koncentrationslejren.

koncenstrationslejren struthof

Dagligdagen for de indsatte var ekstrem hård med ydmygelser, tortur, prygl, hængning osv. Der blev indrettet et gaskammer, som ikke havde til formål at gennemføre masseudryddelse, men blev brugt til at gennemføre forsøg. Fangerne var forsøgspersoner, og gaskammeret kan også ses i dag. Foruden gaskammerforsøgene blev der også i stor grad udført medicinske eksperimenter med fangerne som forsøgspersoner.

Antallet af indsatte varierer meget i henhold til de kilder, der er tilgængelige, men på et opslag i dokumentationsbygningen fremgår tallet 51.000. Heraf var 3 fra Danmark. Da de allierede styrker nærmede sig, blev der oprettet satellitlejre øst for Rhinen, og således var der op til 50 satellitlejre, der fortsatte efter Natzweiler-Struthof blev erobret af French First Army i samarbejde med US Sixth Army Group den 23. november 1944.

Billetpris til lejren er 6€. Vejen op til lejren kan være udfordrende med stigninger mellem 10-15 %.

Adresse: Centre européen du résistant déporté, Struthof F-67130 Natzwiller

Autocamperpladsen ved koncentrationslejren Natzweiler-Struthof

Det er en grum oplevelse at se stedet, og har man lyst til det, er der en lidt atypisk autocamperplads i nærheden. Den ligger ved stenbruddet, hvor fangerne sled livet ud af kroppen.

koncentrationslejren autocamperplads struthof

Autocamperpladsens koordinater er N 48°26’56”, E 7°15’21”. Det er en kæmpeplads i et meget tæt bevokset område. Adgangsvejen er en relativ elendig grusvej. Der er ingen faciliteter af nogen art, så man skal have tom spildevandstank og fyldt vandtank ved ankomsten. Der opkræves ikke noget gebyr for at overnatte der. Det er en autocamperplads udover det sædvanlige, hvis man går rundt i skoven, kan man flere steder se fundamentet af bygninger, der havde forbindelse til lejren.

Besøg på disse steder sætter altid tingene i et andet perspektiv, og det kan give stof til eftertanke om at sætte pris på tingenes tilstand, som de nu engang er i dag. Uenighed om stort og småt og forskellige vinkler og syn på autocamperlivet bliver uvæsentlige efter et sådant besøg.

Jan Mattsson