autocamper-julehilsen
Holdet bag Alt om Autocamperen. Øverst fra venstre: Ole Poulsen, Lisbeth Ziegler, Fredrik Nielsen. Nederst fra venstre: Per Ræbild, Sten Sørensen, Knud Bay

Alt om Autocamperen – et tilbageblik på 2018

Masser af aktivitet i Fællesforum

I det år, der nu snart går på hæld, har der været rigtig god aktivitet i vores forum – Fællesforum.dk. Her bliver stort og småt omkring autocamperen, teknik i autocamperne, Wi-Fi i autocamperne, tips om gode autocamperpladser, rejsebeskrivelser, indbydelser til træf og meget mere drøftet og kommenteret. Du kan finde masser af inspiration til mange forskellige emner i Fællesforum.dk, og heldigvis er det hele inddelt i emner, så du nemmere kan finde noget om det, du interesserer dig for.

Hjemmeside med nyheder og informationer

Her på vores hjemmeside www.aoac.dk kan du også læse masser af spændende nyheder. Vi deler også nyheder fra både ind- og udland i Fællesforum, og i det forløbne år har vi naturligvis også selv skrevet en del artikler og indlæg, som du kan finde på hjemmesiden. Vi deler desuden også nyt fra AutoCamperRådet, de forskellige autocamperforeninger og meget andet. Se mere her på www.aoac.dk eller i Fællesforum.dk

Alt om Autocamperen ser frem mod 2019

Nyt tiltag omkring strøm/batterier i autocamperen

I 2018 har vi også arbejdet ihærdigt på et helt nyt tiltag. Nemlig Lithiumbatterier. Nogle af personerne bag Alt om Autocamperen, specielt Sten og Ole har sat sig rigtigt grundigt ind i, hvilke batterityper der passer til autocampere samt hvilke specifikationer batterierne skal have. Samtidig har de konsulteret Frederik, som jo til daglig arbejder med autocampere, og vi føler os nu helt sikre på, at vi har fundet de lithiumbatterier, som rigtig mange autocamperbrugere kan få glæde af. Og da vi samtidig har mulighed for både at vejlede og svare på spørgsmål omkring batterierne, har vi valgt at prøve at importere lithiumbatterier til autocampere. Batterierne ankommer til Danmark medio januar, vi vil informere meget mere om dette tiltag.

Fotokonkurrence

I januar 2019 finder vi den heldige vinder af vores fotokonkurrence. Du har nemlig mulighed for at indsende dit bedste autocamperfoto, og dermed deltage i konkurrencen om de mange flotte præmier. Hvis du ikke allerede har sendt et foto ind til konkurrencen, kan du læse mere om, hvordan du kan deltage her: Har du taget årets autocamper-foto 2018

Læs om lithium i Fællesforum

I starten af 2019 forventer Alt om Autocamperen, som tidligere nævnt, at vi er klar til at introducere lithiumbatterier til autocampere. Følg med på vores hjemmeside og i Fællesforum, hvor du kan læse mere om dette spændende nye tiltag. I Fællesforum kan du også allerede nu læse lidt om det der allerede er skrevet omkring lithiumbatterier i autocampere, se tråden spørgsmål og svar.

Jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem

Vi har igen i år oplevet, at der er flere steder på sociale medier og andre forum, hvor tonen ind imellem godt kan være lidt hård. Det håber vi, at vi kan være med til at begrænse eller helt undgå i det nye år. Vi opfordrer derfor alle medlemmer af Alt om Autocamperen til at bruge Clements tilgang, når de skriver eller på anden måde ytrer sig i forskellige forum for autocamperbrugere på Facebook og andre steder: ”jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem”. Lad os sammen gøre 2019 til et år, hvor vi holder den gode tone.

Hvordan er året gået for folkene bag Alt om Autocamperen?

– Vores år har primært stået i børnepasnings tegn, da vores børnebørn, som er tvillinger, tilbringer rigtig meget tid sammen med os, siger Knud Bay. Men Knud har heldigvis også haft tid til både at køre i autocamper med Pia og hjælpe med at finde gode og nyttige links til alle medlemmer af Alt om Autocamperen.

– Gitte og jeg har været en tur i Sydengland i autocamperen med vores børn og hund for andet år i træk, fortæller Sten. Sten har dog også lagt et stort stykke arbejde i at opdatere og vedligeholde vores pladskort, som du finder her: AOAC Pladskort. Desuden har Sten været meget aktiv omkring lithiumbatterierne, og idet dette område også passer til Stens daglige beskæftigelse, så kommer dette i høj grad vores medlemmer til gode.

– Jeg har arbejdet en del i løbet af året, fortæller Frederik, som arbejder hos Vendelbo Vans. Men Pia og jeg har da heldigvis også haft tid til at campere sammen med både børn og hund i sommer, oplyser Frederik. Frederik har også bidraget med viden omkring installation af lithiumbatterier i autocampere, og samtidig er han altid klar til at svare på medlemmernes spørgsmål, når de drejer sig om bilerne.

-Vibeke og jeg har sammen med vores hund været på rundtur i det franske. Der kører vi næsten altid ned nogle måneder hvert år, og vi nyder både klimaet, kulturen og de mange skønne steder, vi kan komme med vores autocamper, siger Ole. Samtidig fortæller han også, at han udover at bruge tid på at passe forum også har brugt meget tid på at læse og studere alt omkring lithiumbatterier, så han er klar til at hjælpe medlemmerne.

Lisbeth og jeg havde egentlig planer om at vi ville sydpå i nogle måneder med autocamperen i år. Det kom vi også, men det blev ikke længere sydpå end til Møn, Lolland og Falster. Det gode danske sommervejr fik os til at skifte mening, og vi tilbragte sommeren i Danmark i vores autocamper. På den måde fik vi også overskud til at drive fællesskabet videre sammen med de øvrige medlemmer af ledelsen, og samtidig har vi brugt tid på både at skrive artikler og vedligeholde hjemmesiden, siger Per.

Afslutningsvis vil alle os bag Alt om Autocamperen ønske en glædelig jul og et lykkebringende nytår til alle autocamperturister

Med glædelig julehilsen

Fra hele holdet bag Alt om Autocamperen