Berit og Lars er på rundtur i Europa i autocamper

At bo i deres autocamper på 10 kvm i 18 måneder er netop det, Berit og Lars har valgt at gøre, mens de rejser rundt i Europa. Når vi læser med på deres hjemmeside, så er vi ikke i tvivl om, at livet i den lille autocamper bringer parret mange gode oplevelser og erfaringer.

Autocampertur med udfordringer før afgang

– Det er ikke uden udfordringer at rejse rundt i sin autocamper i en længere periode, siger Berit og Lars samstemmende.

– Der er både udfordringer i forhold til forsikring, framelding til Folkeregisteret og ikke mindst udfordringen med, at det blå og det gule sygsikringsbevis ikke længere gælder, når man er væk i mere end 6 måneder, fortsætter parret, og de tilføjer:

– Vi skulle også have styr på hundeforsikring, telefonabonnement og adgang til internettet. Men selv om der var mange sten på vejen, som skulle forceres, inden vi kunne drage af sted med god samvittighed, så afholdt det os ikke fra at realisere vores drøm.

Og Berit og Lars kan kun opfordre andre til at gøre det samme. Skulle du have planer om at realisere lignende drømme, så hjælper parret også meget gerne med oplysninger og svarer på spørgsmål om, hvordan de løste alle de praktiske udfordringer, de stødte på undervejs i deres planlægning.

Autocamperturens mål

I starten af 2017 tog ideen med at køre rundt i Europa i autocamper i 18 måneder for alvor fart for de to opdagelsesrejsende. Lars og Berits mål med turen er ikke mere fast, end at de har bestemt sig for, at de vil bevæge sig rundt i Europa, og primært opholde sig de steder, hvor temperaturen holder sig tæt på, eller er over 20 grader. De kører ikke efter egentlige turistattraktioner, men sigter mere efter små, lokale og ”eksotiske” steder og skøn natur, og forsøger at holde sig væk fra alfarvej.

Autocampertur med fokus på god mad af lokale råvarer og fysisk aktivitet

Undervejs på deres tur, har Berit og Lars sat sig for, at de vil lave god mad af lokale råvarer. Dette ser de som et overkommeligt mål, når de har deres mobile køkken med sig i autocamperen. Samtidig har de bestemt sig for, at ”når kassen med de fire hjul” står stille, så vil de bestræbe sig på at være fysisk aktive ved at gå ture i det område, de befinder sig i. Målet er at de i gennemsnit vil vandre minimum 10 km om dagen.

Berit og Lars har allerede nu gennemført længere vandreture. F.eks. har Berit gennemført vandreruten Eifelsteig, som er hele 313 km lang. Ruten er inddelt i etaper af cirka 20 km, og Lars kørte autocamperen fra sted til sted, mens Berit gik ruten. Der, hvor ruten viste sig at være ekstra smuk, kørte de tilbage, så Lars også kunne gå den samme rute.

I Normandiet, hvor Berit og Lars er i øjeblikket, har de taget dele af Gendarmstien GR223, som er mere end 400 km lang og løber langs med Normandiets kyst. Her går de typisk en etape om formiddagen og en anden om eftermiddagen.

– Det er en fantastisk måde at opleve landet på, hvor vi kommer ned i tempo og ud til steder, hvor man normalt ellers ikke kommer, siger Berit og Lars.

Autocampertur – erfaringer deles i Fællesforum, hjemmeside og YouTube

Berit er første pilot 🙂 i autocamperen, og hun har forskellige uddannelser med i bagagen. Lars er anden pilot, og han har bl.a. været selvstændig i 22 år, og har nu indledt sit otium ved at gå på efterløn.

Hunden Freja har pga. helbredet og varmen måttet kapitulere med de helt lange vandreture

På turen rundt i Europa har Berit og Lars selskab af deres hund, Freja. Freja sørger for, at holde parret op på det med de daglige gåture, og ellers kombinerer hun jagten på mus med meditation i hundekurven. Hun har dog måttet kapitulere en lille smule overfor de helt lange gåture, idet varmen og helbredet har gjort, at hun ikke helt kan holde til at gå så langt, som Berit og Lars havde regnet med. Men nu sidder hun så i sin cykeltrailer, hvorfra hun nyder at være med på tur alligevel. På den måde kan Freja nøjes med at gå de kilometer, som kroppen kan holde til.

Ud over at Berit og Lars er flittige brugere af Fællesforum, hvor de bl.a. beretter om de pladser, de har holdt på, så sørger de også for, at familie, venner og andre interesserede kan følge deres 18 måneder lange tur rundt i Europa. Det gør de via deres hjemmeside, hvor de både skriver blogindlæg, laver video og meget andet. Du kan følge den spændende rejse her: Berit og Lars´s hjemmside.

Hos Alt om Autocamperen er vi rigtig glade for, at vi både får glæde af de pladser, Berit og Lars lægger ind i Fællesforum, men vi er også glade for, at vi løbende kan følge med i de oplevelser, udfordringer og erfaringer, som rejsen giver. Ud over hjemmesiden kan du også se videoer på YouTube, som Lars og Berit lægger op. Du kan følge dem her: Berit og Lars YouTube

Stil spørgsmål til Berit og Lars

Berit og Lars vil meget gerne svare på spørgsmål om deres tur og ligeledes om praktiske problemer, som de stødte på både før og under deres tur. Du kan stille spørgsmål i Fællesforum eller direkte til Berit og Lars på: kontakt

Flere billeder fra Berit og Lars´s tur: