DEL
En Tysk autocamperturist misforstod formentlig denne skiltning i den Midtjyske by Lihme udenfor Skive. I Tyskland har mange busholdepladser tømning for busser og autocampere

Sommeren igennem har der været en del artikler i specielt Nordjyske og Midtjyske medier, hvor autocamperturister bliver udstillet på en meget negativ facon. Det er almen viden, at en del af disse negative historier af og til plantes af specielt campingpladsejere, som i frustration over ikke at være autocamperturisters foretrukne valg, forsøger at påvirke både den almene og politiske stemning. Det må formodes, at man på den måde er overbevist om, at man kan presse autocamperturisterne ind på de danske campingpladser.

Et eksempel på en historie, som blev pustet gevaldigt op, den så vi i Skive Folkebland 2. august 2018 under overskriften ” Tre gange på én uge: Autocamper tømte toilet i kloak på åben gade”. Artiklen beskriver med meget voldsomme ord, hvorledes en Tysk autocamper dumpede toilet i en regnvandskloak. I en efterfølgende artikel skrues retorikken igen op til uanede højder.

Vi undrede os

Da Alt om Autocamperen første gang så artiklen, var der flere ting, der undrede os. Der var flere påstande i artiklen, som man som garvet autocamperkender ved, ikke var sandsynlige. Blandt andet at der skulle være tømt toilet 3 gange på én uge- og ovenikøbet på samme sted.

Vi satte os derfor for at undersøge, om der var bare lidt hold i de observationer, som en lokal beboer havde set fra sin bopæl i byen Lihme 20 km udenfor Skive. Vi besøgte derfor den lille landsby Lihme.

Hvordan finder en tysk autocamperturist ind på en villavej i byen Lihme?

Det første der undrede os var: hvordan og hvorfor finder en Tysk autocamperturist ind på vejen Gyden i den lille landsby Lihme. Svaret skulle vise sig at være ret oplagt – vejen Gyden, hvor autocamperen var set, er ifølge vores oplysninger en tidligere busholdeplads. I begge ender af gyden står der meget tydelige skilte med stort busskilt, og ved siden af dette et separat WC-skilt. I Tyskland er det normalt, at der på busholdepladser er kombineret wc/spildevands tømning for store busser og autocampere. Det må derfor antages, at den Tyske autocamper er fundet ind på vejen Gyden ved en misforståelse, og ikke i ond tro som man får opfattelsen af i artiklen.

Det næste der undrede os var, at billedet fra Skive Folkeblad ikke viser en autocamper, der tømmer toilet. Dette ved man ikke, hvis man ikke har kendskab til toilettømning på en autocamper. Når man ser risten, hvor det påstås den tyske autocamper har tømt toilet, så vil man som autocamperkender vide, at dette ganske enkelt ikke er muligt. Uanset hvilket system autocamperen benytter, så er det ganske enkelt usandsynligt at få toilettes indhold ned i den pågældende rist. Det ville derfor også efterlade et sådan svineri, at det ville kunne ses i flere måneder efter hændelsen – ikke kun på risten men også på vejen.

Det hører også med til fakta, at der ved busholdepladsen er en ret stor og tilgængelig toiletbygning med 2 toiletter. Skulle en autocamper have tømt toilet på pladsen, så ville enhver naturligt have valgt at tømme toilettet i denne bygning. Og selv om det ikke er meningen med denne toiletbygning, så ville det i det mindste være havnet det korrekte sted.

Det undrede os også, hvorfor en autocamperturist skulle tømme sit toilet i en kloak på en villavej i Lihme, når Gyldendal Havn, hvor de er faciliteter til tømning, ligger mindre end 5 minutters kørsel fra samme villavej.

Hvad skete der rent faktisk i Lihme?

Alt om Autocamperen mødte Lars Berthelsen i Lihme, og efter at have set stedet og talt med Lars Berthelsen, så er det efter vores opfattelse helt usandsynligt, at den Tyske autocamperturist tømte toilet på stedet. Det skal nævnes, at Lars Berthelsens manglende viden om autocampere, sandsynligvis har betydet, at han har været i god tro, da han fortalte om sin observation. Vi kan derimod ikke afvise, at det har været den tyske campers spildevandstank, der er blevet tømt i kloakken.

Hos Alt om Autocamperen er vi miljøbevidste, og vi tager naturligvis afstand fra, at der tømmes på uautoriserede steder, uanset om det er toilet eller spildevand – men når det er sagt, så er det vores opfattelse, at artiklen i Skive Folkeblad på unødig vis er noget af en overreaktion. Artiklen pisker en unødig stemning op, og ikke mindst stempler den tyske autocamperturister som værende miljøsvin.

Vi bør i Danmark i stedet være bedre til at anvise autocamperturister, hvor de både kan og må parkere, samt være bedre til at anvise servicestederne.