DEL
Erhvervsminister Brian Mikkelsen er netop blevet præsenteret for den nye udviklingsplan for Vestkysten som er offentliggjort 8. juni 2018. 11 kystkommuner og tre regioner har udarbejdet en fælles udviklingsplan

I dag er resultaterne af et turismesamarbejde langs den danske vestkyst, som har haft til mål at udarbejde en fælles plan frem mod 2025, netop blevet offentliggjort. Det er første gang, at de 11 kystkommuner og tre regioner udarbejder en fælles udviklingsplan for turismen og dermed også første gang, Vestkysten betragtes som et samlet produkt.

Udviklingsplanen for Vestkysten, der netop er blevet præsenteret for erhvervsministeren, sætter en række mål for vækst og udvikling. Turismen på Vestkysten skal nå op på 23 mio. overnatninger i 2025, en årlig vækst på 3,3 pct. Omsætningen skal øges med årligt 4 pct. og nå op på 22 mia. kr. i 2025. Væksten skal ske gennem tættere samarbejde op langs hele kysten og en fokuseret udvikling og kvalitetsløft af 18 udvalgte feriesteder.

– Vestkysten er et af Danmarks mest populære turistområder, og den nye udviklingsplan skal sikre, at vi i fællesskab bliver endnu bedre til at udnytte områdets store styrker. Kan vi få endnu flere til at få øjnene op for feriemulighederne på Vestkysten, vil det også komme virksomheder længere inde i landet til gode og dermed øge den samlede omsætning op langs hele det vestlige Jylland, siger borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl, som er formand for Partnerskab for Vestkystturisme. – Når vi er fælles om turismesamarbejdet, står vi stærkere i forhold til både at løfte kvaliteten af vores ferietilbud og at skabe opmærksomhed omkring dem.

Bevarelsen og beskyttelsen af den rå og unikke natur, som er hovedårsagen til, at turisterne besøger den danske vestkyst, er et vigtigt omdrejningspunkt. Derfor peger den nye plan på de 18 særlige feriesteder og kystbyer, hvor udviklingen skal koncentreres. Det er både steder, der i forvejen har en veludbygget turisme og dermed udgør en styrke, og steder med et uudnyttet potentiale.

Derudover fokuserer planen på udvikling af oplevelser og tilbud i “spor”, der inviterer vestkystturisten til at bevæge sig mere langs kysten. Den vision skal realiseres gennem en indsats på to fronter: Dels fysisk i form af oprettelse af fx cykel- eller oplevelsesruter, dels på markedsføringssiden gennem en brandingindsats baseret på en fælles fortælling om Vestkysten.

Nu går arbejdet for alvor i gang
Det er de første steps i implementeringen af den endelige udviklingsplan, og den fælles vision er, at den danske vestkyst allerede i 2025 er blandt de førende kystferiedestinationer i Europa.

– Vestkysten er et af landets vigtigste vækstlokomotiver for turismen og dermed en væsentlig driver for dansk erhverv. Nu er Vestkysten gået foran med en ambitiøs strategi, og samtidig har partnerne bag forpligtet sig i et samarbejde, der også kan være med til at løfte ambitionerne. Planen er et led i den nationale strategi for dansk turisme frem mod 2025, som også udstikker ambitiøse pejlemærker for væksten i dansk turisme frem mod 2025, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Startskud til investeringer
Udviklingsplanen skal netop være startskuddet til et øget investeringsniveau på Vestkysten. Der skal være tættere samspil mellem offentlige parter, fonde og private investorer, og det vil give øgede investeringer i infrastruktur, oplevelser, bymiljøer og overnatning.

– Vestkysten er rig på unikke steder og potentialer. Men det er vigtigt at gå strategisk til værks og få samlet både kommuner og private investorer om udviklingen. Nu har vi så fået en samlet plan for hele kyststrækningen fra den tyske grænse til Skagen, som omfatter vigtige prioriteter og udviklingsprincipper. Det er et visionært samarbejde mellem mange parter, bl.a. kommunerne og regionerne, der har gjort det muligt. Næste skridt er at bidrage til mere konkrete planer frem mod konkrete investeringer, siger adm. direktør Jesper Nygård fra Realdania, som bidrager til at realisere Udviklingsplanen i partnerskab med bl.a. Dansk Kyst- og Naturturisme og de 11 vestkystkommuner. Realdania har gennem årene støttet en række konkrete indsatser langs Vestkysten, bl.a. Vadehavscentret, Bovbjerg Fyr, Klitmøller, Blokhus Bæk, Løkken Moleleje og Skagen Grå Fyr.

Henrik Höhrmann, formand for Dansk Kyst- og Naturturisme, er enig i, at der skal målrettede tiltag til:

– Det bliver en af vores hovedopgaver at realisere vækstambitionerne og få dem oversat til faktiske indsatser. Vi kommer til at igangsætte et antal større projekter, som har det til fælles, at de skal løfte kvalitetsniveauet i udbuddet af overnatningsmuligheder og oplevelser langs hele Vestkysten og skabe mere af den rigtige kapacitet som grundlag for, at vi kan indfri vækstmålene. Samtidig ønsker vi at bidrage til den udvikling, der skal være mod tættere samarbejde i større destinationer i Danmark. Vi har smøget ærmerne op og ser meget frem til for alvor at tage fat på denne del af processen, nu vi har en fælles plan på plads.

Fakta om Udviklingsplan for Vestkysten:
Udviklingsplanen indeholder i alt fem indsatsområder og 19 konkrete tiltag:

1. En samlet destination – bundet sammen af et stærkt brand og en god turismeinfrastruktur
2. Stærke feriesteder – stærke og levende kystbyer og destinationer med volumen og liv året rundt
3. Naturen som hovedattraktion – og med endnu bedre adgang til oplevelserne
4. Differentieret overnatningskapacitet – mere variation i tilbuddene
5. Strategisk investeringsfremme – målrettet og professionel indsats for at tiltrække flere investorer

Parterne bag Udviklingsplan for Vestkysten
Partnerskab for Vestkystturisme har stået for udarbejdelsen af planen med assistance fra BARK Rådgivning og Norrøn arkitekter.

Planen er finansieret af:
• 11 kommuner: Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommuner
• Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark
• Realdania
• Dansk Kyst- og Naturturisme

Udarbejdelsen af Udviklingsplan for Vestkysten har været fulgt af:
• Kommunernes Landsforening
• Erhvervsministeriet
• Naturstyrelsen
• Kulturministeriet
• VisitDenmark
• Feriehusudlejernes Brancheforening
• Dansk Industri
• Dansk Erhverv
• HORESTA

Læs mere om Udviklingsplan for Vestkysten her.

For yderligere information kontakt venligst:
Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune og formand for Partnerskab for Vestkystturisme, tlf. 40 17 44 54 eller erbn@varde.dk

Om Partnerskab for Vestkystturisme
Foreningen Partnerskab for Vestkystturisme er stiftet af de 11 Vestkystkommuner, Dansk Kyst- og Naturturisme og de tre vestdanske regioner. Partnerskabet arbejder med at udvikle hele Vestkysten til én stærk destination gennem fælles vækstaktiviteter. Dansk Kyst- og Naturturisme varetager sekretariatsfunktionen for partnerskabet.

www.vestkystturisme.dk