DEL
vejle, borgmester, autocamper, campervenner
Fra venstre Vejles Borgmester Jens Ejner Christensen, tidligere byrådspolitiker Christa Laursen, formanden for Campervenner Finn Knudsen og John Ipsen fra Autocamper-info.dk

Det er vist snart ved at være små 8 år siden, jeg besluttede at investere i en autocamper. Det var drømmen om det frie liv, og det at kunne komme rundt og se verden med huset på ryggen, der tiltalte mig. Det er foreløbig blevet til mange gode oplevelser, og i kølvandet på de mange dejlige oplevelser har det også haft den sidegevinst, at vi har mødt mange mennesker, som dyrker den samme passion for det frie liv som en autocamper giver en. Det er nu også ved at være nogle år siden, jeg fra andre venner og bekendte første gang hørte om en forening, der kaldte sig Campervenner. Da hørte jeg altid om, at det var en forening, som lagde vægt på at have et godt sammenhold, og at foreningen arrangerede nogle fantastiske træf, og ikke mindst skulle festerne være en god oplevelse.

Lang venteliste i Campervenner
I Campervenner har medlemmerne besluttet, at de vil fastholde et maksimum medlemsantal på 200 medlemmer. Som jeg har forstået det, er beslutningen begrundet i, at man mener, man bedre kan opretholde det gode sammenhold og den gode stemning, der har været kendetegnende for foreningen. I takt med foreningen er blevet meget populær, så er ventelisten vokset og vokset – og der er på nuværende tidspunkt mere end 50 på ventelisten.

Vi skrev os på ventelisten
Efter at vi havde hørt meget godt om foreningen Campervenner, så besluttede Lisbeth og jeg i 2017 at skrive os på ventelisten, og på daværende tidpunkt var listen knap så lang. I slutningen af januar 2018 fik vi så en e-mail fra formand, Finn Knudsen. Nu havde vi mulighed for at blive medlem, da vi var forrest på listen. Vi slog til, og meldte os derfor ind i Campervenner.

Generalforsamling i Vejle
Efter vi havde fået tilmeldt os, fik vi som noget af det første invitation til Campervenners kombinerede generalforsamling og træf i Vejle fra 6. til 8. april 2018. Det var med hjælp fra 2 lokalkendte, tidligere byrådsmedlem Christa Laursen og John Ipsen fra Autocamper-info.dk lykkedes at få placeret arrangementet ved Rosborg Gymnasium i Vejle. Rosborg Gymnasium har rigtig gode parkeringsforhold, og samtidig grænser cirkuspladsen op til Gymnasiet. Generalforsamlingen og aftenens fest var henlagt til Gymnasiets aula, hvilket skulle vise sig at være de helt rigtige forhold.

Vejles borgmester Jens Ejner Christensen bød velkommen
I forbindelse med arrangementet i Vejle, var der i dagspressen inviteret til åben camper fra 10.00 – 12.00 lørdag formiddag. Christa Laursen og John Ipsen har igennem længere tid arbejdet på at gøre Vejle mere autocampervenlig. Derfor var det en kærkommen lejlighed til at få Vejles borgmester til at holde velkomsttalen i forbindelse med åben camper-arrangementet. Det var et imponerende syn, der mødte borgmesteren. Ikke mindre end 100 autocampere var tilmeldt arrangementet, og dertil var kommet enkelte, som blot kom til åben camper-arrangementet. I omegnen af 300 personer var derfor samlet til borgmesterens velkomsttale.

campervenner, autocamper
Ikke færre end 100 autocampere var mødt op i Vejle. Billedet er fra den ene parkeringsplads bagved Rosborg Gymansium, hvor 35-40 af autocamperne parkerede


Festmiddag og god musik
Aulaen på Rosborg Gymnasium var lørdag aften rammen om et festarrangement for de 200 deltagere. Med god hjælp fra Christa Laursen var der arrangeret en skøn 3-retters festmiddag. Christa havde også anbefalet en lokal duo Carsten Bo & Jon, som under middagen spillede passende taffelmusik, og senere blev volumen og tempoet sat op.

Holder rygtet så om Campervenner?
Jeg var naturligvis spændt på, om de positive ryster, jeg havde hørt om Campervenner, nu ville blive indfriet. Svaret hertil er entydigt; JA – det er min klare opfattelse, at Campervenner er en forening med en virkelig god stemning og harmoni. Allerede under generalforsamlingen lørdag fornemmede jeg der var hold i rygterne. Generalforsamlingen forløb i en særdeles god stemning, og jeg fornemmede at hele salen bakkede op om deres bestyrelse, og den store frivillige indsats de yder. Nu er jeg ikke helt grøn i at gennemskue hvorledes kemi, samarbejde, gensidig respekt og forståelse fungerer mennesker imellem – det var derfor ret tydeligt for mig, at Campervenner har en bestyrelse, som har det rigtigt godt med hinanden. Man fornemmer sammenholdet, og at de har det sjovt, med det de laver, og det smitter derfor af på medlemmerne i foreningen.

Holder rygtet om festerne?
I den store aula med det fantastiske lysindfald var 5 langborde dækket op til fest. Duoen Carsten Bo & Jon var på plads på scenen, og dansegulvet var kridtet op. Medlemmerne var dresset op til fest, danseskoene var fundet frem, og ikke mindst humøret var højt. Middagen forløb med fantastisk god stemning, og Campervenner-sangen blev sunget, så gymnasiet gyngede. Efter middagen satte Carsten Bo & Jon festen i gang med mange kendte danske sange. Dansegulvet var fra første melodi fyldt med danseglade medlemmer, og det forblev fyldt hele aftenen igennem. Den gode stemning holdt ligeledes hele aftenen igennem, og alle 200 deltagere var med til at gøre det til en meget festlig aften.

Så svaret er JA – rygterne holder. Så overvejer du at blive skrevet på ventelisten til Campervenner, så kan jeg kun anbefale at gøre det nu.

Tak for et godt arrangement i Vejle